top of page
  • kijogylden

For 9 år siden…

For 9 år siden, gik jeg ind på Roskilde sygehus som Kijo, med stor gravid mave. Efter tre dage, en rimelig vild fødsel og alt tænkeligt smertestillende i min krop, forlod jeg sygehuset igen, nu som Mor.

Kijo… JA hende havde jeg glemt derinde. Jeg var nu mor, mor med stort M.

Jeg havde glædet mig siden jeg var barn til at skulle blive mor, for sådan et barn var jeg. Jeg havde en plan om at skulle være mor inden jeg blev 25 år. Jeg fødte måneden inden min 25 års fødselsdag, alt var lige efter planen. Det var det fedeste at blive mor.

Jeg kunne alt det jeg kunne inden, for jeg havde fået et meget nemt barn.

Jeg syede tøj, bagte brød og kager, gik lange ture med barnevognen og drak kaffe med min mødregruppe. Jeg balancerede alt dette imens min mand arbejde 3-holdskifte med overarbejde og 60 timers arbejdsuger. Jeg høstede anerkendelse for mit kæmpe overskud og min evne til at være supermor. Jeg stræbte aldrig efter at være supermor. Det kom ligesom bare med mit eget pres, et pres om at gøre alt helt rigtigt og helst ikke lave fejl.

Jeg troede det var et succeskriteriet for, at være mor, at jeg kunne fortsætte livet blot med et barn på armen og samtidig brug alt min vågne tid på at være den bedste mor jeg kunne.

Jeg glemt bare mig, Kijo.

Det gik først op for mig for 3 år siden, efter et barn mere, en andelslejlighed og en endt uddannelse, at jeg havde glemt mig selv. Det kørte på skinner derudaf og jeg glemte at stoppe op.

Jeg blev nødt til at mærke efter, kigger indad og kigge på mine skønne børn.

Hvad var læringen ved at jeg var blevet mor.

Der opdagede jeg, at jeg havde livets største læremestre lige foran mig.

Hvis bare jeg satte tempoet ned. Tog et skridt ad gangen, stoppede op og trak vejret. Var til stede i nuet. Lagde mærke til de små ting i livet. De små glæder. Ikke altid stræbe efter det store.

Lige så langsomt begyndte jeg at mærke mig selv igen. Det var vildt, befriende og skræmmende på samme tid. For der skulle ændringer til. Jeg skulle ikke længere køre derudaf - farten skulle af livet. Der skulle være plads til de små ting, til fordybelse.

Jeg er taknemmelig for at være blevet mor for 9 år siden, taknemmelig for at blive nødt til at tage mit liv op til revision. Jeg er taknemmelig for alt du har lært mig; nysgerrige, snaksaglige, omsorgsfulde, opmærksomme, kreative, livskloge og altid livsglade Avilja.

Hvad har du lært at dine livskloge børn?


7 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page