”En gammel sjæl i en ung kvindes krop.”

​

Det er nok en den sætning jeg har mødt flest gange, når andre har beskrevet min personlighed.

Måske fordi jeg elsker Bridge-blanding og kaffe med meget lidt mælk, men nok også fordi jeg hele mit liv har tørstet efter viden, at forstå mennesker, samfundet og meningen med det hele.

​

Jeg har altid haft et kæmpe drive og de første voksne år af mit liv havde jeg en klar plan med mit liv.

Min historie er et klart bevis på, at livet ikke altid går som vi regner med.

​

Hvor det hele begyndte.

 

Det hele startede da jeg som 16-årig, skulle være med til at gøre kvinder smukkere, give dem selvtillid igennem smukt hår og make-up i en frisørsalon, i en af Københavns hyggeligste gader.

​

Livet viste mig dog en anden vej.

Jeg skulle først modnes nogle år.

Bryde den sociale arv og tage mig en gymnasial uddannelse, som den første i min nære familie.

Mit liv skulle efterfølgende udfoldes på pædagogseminariet, for jeg har altid været god til børn.

Her blev det, efter et par år tydelig for mig, at det ikke var gennem pasningsområdet, at min tilgang til børnene skulle være.

Jeg var i mellemtiden blevet mor til mit første barn, og i den forbindelse var jeg til foredrag, med en af Danmarks førende børneergoterapeuter. Hun gav mig inspiration og viste mig vejen til børnene.

​

Det var det jeg skulle være! Børneergoterapeut.

​

Og det blev min vej til at arbejde med mennesker.

Jeg havde fundet et område af arbejdslivet der virkelig gav mening for mig, i det uddannelsen til ergoterapeut udvider vores hjerte, hjerne og vores evne til at møde mennesker i krise.

​

Jeg havde fundet min hylde.

 

Livet ville mig, at jeg fik min anden datter, da jeg havde et år tilbage på studiet til ergoterapeut.

Hun havde en del udfordringer med sig, bl.a. silent-refluks. Så min barsel med hende, var ikke den drømmebarsel jeg havde drømt om og det blev ikke til mange ture i barnevognen med en cappuccino i hånden og bagning af speltboller.

Det blev til ture med hende i fastvikle og en konstant frygt for gråd.

Vi fandt en løsning på refluksen og jeg fik færdiggjort min uddannelse.

Jeg blev færdig med et stort 12-tal, en nominering til Bachelorprisen og et job i hånden.

​

Men jeg var ikke glad!

​

Overhoved ikke!

​

Min krop dirrede, jeg var konstant træt, mit hjerte bankede og jeg havde et irriterende tick i mit højre øje.

Jeg var var presset, stresset og havde spændt buen alt for hårdt igennem en lang periode.

En periode med alt for høje forventninger til mig selv.

​

Jeg ramte den famøse mur af stress...

​

Hvordan kommer jeg så lige over den, når jeg i virkeligheden er virkelig dårlig til at bede om hjælp?

Altid har ville klare tingene selv, og vise verden at jeg var stærk?

Vise at jeg var dygtigt til det jeg lavede og generelt var lykkedes i livet?

Det var de spørgsmål jeg stillede mig selv...

​

Min vej tilbage på sporet.

 

– Det gjorde jeg igennem åndedrætsterapi, meditation og samtaler med en dygtig terapeut.

Benhårdt arbejde.

Men det var nødvendigt for mig.

Jeg skulle have ro og lære mig selv at kende igen, for jeg var forsvundet i alle samfundets krav, mine egne krav og livet som mor.

Jeg kom om på den anden side af muren og tog uddannelsen som åndedrætsterapeut og healer i andes traditionen, hos Jens Peter Abel Hansen, som har arbejdet med åndedrættet i mere end 20 år.

​

Men livet tog endnu en uventet drejning...

 

Jeg fik et arbejde som børneergoterapeut på en specialskole, som jeg havde drømt om. Alt var på papiret godt lige indtil jeg en sommerdag intetanende tog på arbejde og vendte hjem i en dyb krise.

 

Jeg blev overfaldet af en elev.

​

Et meget kraftigt ryk i mit hoved og overkrop medførte et piskesmæld, der tog mig 2,5 år at lære at leve med. Jeg er blevet sat i boksen som ”kronisk smertepatient” sammen med 1,3 millioner andre danskere.

 

Og hvis der er noget jeg hader, er det at blive sat i boks!

 

Jeg levede i undtagelsestilstand i 2,5 år.

I et vakuum af, ”hvad fanden skal jeg med mit liv?”

I en kæmpe sorg over alt det der ikke længere var, som jeg ønskede.

Jeg havde jo en klar plan med mit liv!

Jeg skulle hjælpe andre mennesker, jeg skulle have arbejdet på skolen et par år mere og så skulle jeg være selvstændig.

En drøm der havde spiret i mig, siden jeg som 16-årig stod i frisørsalonen og drømte om friheden ved at være selvstændig.

 

Alt dette blev med ét slukket...

 

Livet ville lære mig noget!

​

 – For er der noget jeg har lært om livet, er det at der altid har været et budskab i mine kriser, jeg skulle bare ”lige” om på den anden side og finde dem.

​

Jeg tog en beslutning om at lære, at leve et godt liv med kroniske smerter, for de skulle ikke styre mit liv.

Jeg agtede at leve mit liv fuldt ud på trods af smerterne.

Om jeg så skulle kæmpe med næb og klør, så var det, jeg skulle.

Og det gjorde jeg.  

​

– Jeg havde alle redskaberne i min rygsæk til at komme videre.

​

Jeg var ergoterapeut og åndedrætsterapeut, jeg vidste, at måden jeg skulle komme videre på var gennem intens åndedrætsterapi og arbejde med min energiforvaltning.

Jeg fik bearbejdet sorgen og de traumer jeg havde pådraget mig og lige så stille og roligt, har vejen bragt mig til der hvor jeg er i dag.

Et sted hvor jeg gennem åndedrætsterapi, min egen viden og dygtige mennesker på smertecenteret i Køge, lever et dejlig liv, med en dyb taknemmelighed for livet, men også med kroniske smerter og alt hvad det medfører.

Jeg rummer det, jeg har vendt det til min styrke.

​

- Jeg har været helt nede og mærke bunden og jeg ved hvordan det føles.

 

Jeg ved også, at det er muligt at komme op igen, selvom det slet ikke føles sådan. 

 

​